Antenne til mobilt bredbånd

Med en antenne til mobilt bredbånd, vil du ofte kunne opnå markant højere hastigheder end normalt.

Som regel er der tale om en meget stor forbedring, hvis du hidtil har været vant til en sløv linje, hvor tommelfingrene bliver trillet lidt for meget, mens du venter på indhold dukker frem.

Du kan koble antenne på de fleste routere til mobilt bredbånd, ligesom du kan koble det til visse modeller af USB-modems og mobilt wifi – det er altid en god idé at tjekke, om der er en indgang til en antenne på dit udstyr.

Har du endnu ikke modtaget dit udstyr, kan du som regel kontakte udbyderen eller sælgeren af udstyret og få oplyst, om udstyret giver mulighed for at slutte antenne til.

Hvis antennen kan kobles til, vil det som regel være ret nemt – det kan dog være nødvendigt at være bevidst om retningen, du peger antennen i.

Antennerne kan fås i mange kvaliteter og typer. Især er de mere retningsbestemte antenner gode til at forbedre signalet, og du kan finde frem til, hvor de nærmeste master på nuværende tidspunkt er via mastedatabasen.dk.

Generelt er det en meget god idé at tænke på placeringen af antennen, så der er færrest mulige vægge i retningen mod nærmeste mast – nogle gange kan du også undgå behovet for en antenne ved at finde den mest optimale placering til dit nuværende udstyr.

Især beton og godt isolerede huse generelt holder mobilsignalet effektivt ude, og derfor vil man ofte opleve, at signalet til mobiltelefoni og mobilt bredbånd kan have svært ved at trænge igennem nybyggeri. Også vinduer er i dag ofte produceret på en måde, der giver problemer for mobilsignalet. Derfor kan det også i nogle tilfælde være en enorm fordel med en udendørs antenne.

Hvor meget vil en antenne forbedre signalet?

Der kan være tale om, du går fra en reelt ikke-eksisterende forbindelse til en acceptabel forbindelse, ligesom du kan gå fra et par Mbit til et tocifret antal.

Den præcise forbedring vil svinge afhængigt af situationen, men der kan altså med andre ord ske en meget væsentlig forbedring.

Omvendt sker der dog ikke mirakler, og hvis problemet med hastigheden kun er i visse tidsrum, kunne det tyde på, at problemet ikke er signalet men snarere spidsbelastning, og her vil antennen ikke have effekt.

Antennerne vil typisk virke med flere modeller, så hvis du på et senere tidspunkt får en ny router, kan din antenne formentlig stadig bruges.

De præcise muligheder kan svinge fra antenne til antenne, så derfor er det altid en god idé hurtigt at tjekke op på, hvad den enkelte antenne har af krav, og om den vil virke med dit udstyr.

Nogle antenner kan også kræve, at de decideret monteres – eksempelvis udendørs. Det vil naturligvis give større forbedring af signalet, men omvendt vil det også betyde, at du har mere arbejde med at få det sat op.


Sammenlign priser fra 20 internetudbydere

Gå til prissammenligning