Anmeldelse: Globalgig fra Simviking
Internetadgang er rart at have, og de fleste af os er glade for at kunne være online på både smartphone og bærbar computer.
29. august 2013
Det er også rart at have netadgang i udlandet, uanset om man er på forretningstur eller på ferie, og mest vil bruge forbindelsen til at tjekke vejr og måske mail, nyheder og ruteplan i ny og næ.
Men data kan være ufatteligt dyrt, når du kommer væk fra de danske master. Her kommer Simviking ind som et interessant bud. Her betaler du nemlig én pris for et abonnement, der virker i 36 lande, og dermed er den oplagt til mange ferier og forretningsrejser.
Du kan både få den med et SIM-kort (der dog ikke virker i USA), eller en ”Globalgig”, der er mobilt wifi. Med Globalgig kan du altså dele forbindelsen via WIFI, så du kan komme på nettet med alle enheder, der understøtter WIFI.
Og vi har haft Globalgig’en til test, hvor den har været brugt i Danmark, Tyskland og Tjekkiet.
En simpel enhed på godt og ondt
Enheden er lavet i let plastik, og den er simpel og overskuelig at bruge. Den lyser i enten 2G eller 3G lampen, når der er signal – og du skal naturligvis helst have 3G, hvis du for alvor vil have udbytte af enheden. Der er også en lampe med batteri, der lyser rødt, når den er ved at løbe tør. Mens enheden lader blinker batterilyset, indtil den er helt ladet op. Alt i alt en simpel og let forståelig opbygning, selv om man godt kunne savne flere nuancer til at tydeliggøre både batteriniveau og signalstyrke.
Globalgig’en er produceret af kinesiske ZTE, der er en af de absolut største aktører, når det kommer til enheder til mobilt bredbånd, og i andre lande har de også solide markedsandele på telefonområdet.
Enheden er mindre end de fleste smartphones og kommer i plastik, der føles en smule tyndt og mindre solidt. Til gengæld er det en meget let enhed. Enheden, som vi har haft til anmeldelse, kunne ikke lukke bagbeklædningen(se billede). Dette er næppe et gennemgående problem for alle enheder, men ikke desto mindre betyder det, at en del støv vil kunne trænge ind til elektronikken i vores testeksemplar, hvilket naturligvis går ud over holdbarheden. Bagbeklædningen faldt dog aldrig helt af under vores tests, selv om den ind imellem også satte sig en anelse mere løs i siderne, og måtte presses ind på ny.
Enheden slukker automatisk efter kort tid, hvis du ikke har koblet noget til den. På den måde er du sikker på, at batteriet ikke bliver kørt flad, når du alligevel ikke er koblet til.
Enheden bliver let lun, når den har været tændt i en periode – lidt ligesom med mange smartphones, når du har brugt dem aktivt til eksempelvis spil eller net i et længere tidsrum. Umiddelbart virker det dog ikke til at være et problematisk varmeniveau.
Globalgig holdt strøm i lidt over seks timer, mens vi havde en enhed koblet konstant til den – dog kun med let brug. Alt i alt er det en ganske fin batteritid, men den begyndte dog først temmelig sent at lyse rødt og dermed markere, at batteriet snart var fladt, og indtil da er der altså ingen indikationer af batteristatus.
I Danmark bruger enheden 3’s netværk. Sammenligner vi med antennen i en Samsung Galaxy SII på samme netværk, er det lidt forskellige resultater, vi har oplevet. Enheden har fanget signal steder, hvor Samsung Galaxy SII ikke har kunnet fange signal, men omvendt har vi eksempelvis på vores kontor haft bedre hastigheder på telefonen end på Globalgig’en. Helt konkret rammer vi let 4 Mbit med telefonen, mens Globalgig’en ikke kom over 3 Mbit samme sted på samme tid.
Det er let at koble sig til Globalgig både med telefon og computer via WIFI.
Alt i alt er det dog ikke en perfekt enhed. Den virker af lidt ringere kvalitet end andre modeller, vi har haft i hånden, men den er absolut brugervenlig og let at avende for alle.
Praktisk på farten
Som nævnt har vi haft enheden med til både Tyskland og Tjekkiet. Generelt var det i disse lande muligt at komme på nettet i byer af en hvis størrelse, mens det dog generelt var mere sjældent med dækning uden for byerne – dette kan dog naturligvis variere lokalt fra land til land.
Forbindelsen blev brugt som turist, og her viste den sig nyttig både til at tjekke vejr, ligesom den også fungerede glimrende som rutevejleder – for ofte ender man jo på ferien med at fare lettere vild. Her slugte den dog også en del data, da den skulle hente kort. Også på restauranter var den praktisk som parlør for menukortene, så der ikke kom ubehagelige overraskelser ind på tallerknen.
Forbindelsen fungerede generelt upåklageligt, og batteritiden levede fint op til behovet hos vores testpersoner, der absolut kunne se det nyttige i at have den med på ferien.
Enheden kommer desuden med en lader, der virker i fire forskellige typer stikkontakter, så du behøver sjældent have en særskilt omformer med til din Globalgig. Laderne bør også virker med et USB-kabel til eksempelvis din telefon eller musikafspiller, så det er ikke nødvendigvis kun din Globalgig, der får fordel af dem.
Alt i alt er den perfekt at have med på farten, når du er i udlandet.
Abonnementer bedre til forretning end turisme
Abonnementerne er bygget op, så de er markant dyrere, hvis du kun binder dig i en kortere periode. Det gør altså, at priserne først for alvor er gode, hvis du er i udlandet flere gange over en periode på nogle måneder. Det gør i sig selv, at de især er for dig, der rejser flere gange om året eller ofte er på forretningsture.
Samtidig er der mulighed for ekstra billige abonnementer, hvis du binder dig i længere tid end seks måneder, hvilket kun er muligt, hvis du køber det til en virksomhed med CVR-nummer. Det skyldes de danske regler på området, gør det umuligt at binde en privat forbruger i mindre end seks måneder, men det er unægtelig med til at gøre, at abonnementerne for alvor er interessante for personer, der skal bruge forbindelsen på forretningsture.
Priserne for 1 GB er eksempelvis 350 kroner/måned med en måneds binding, 220 kroner med tre måneders binding eller 185 kroner med 12 måneders binding, og sidstnævnte er altså kun muligt med et CVR-nummer.
Vi havde stort besvær med at få aktiveret abonnementet, da Danmark ikke fremgik af listen af lande, da vi ville aktivere enheden. Simviking er dog et dansk firma, og man må formode, der er kommet styr på denne del. Vi fik uden problemer aktiveret enheden meget hurtigt, da vi kontaktede Simviking.
Konklussion
Fakta
Globalgig kan have op til 5 enheder koblet til på samme tid.
Den understøtter hastigheder på op til 7,2 Mbit, og kan modtage 2G- og 3G-signaler. I Danmark bruger Simviking 3’s netværk.
Globalgig virker i 36 lande: Australien, Østrig, Belgien, Bulgarien, Cypern, Tjekkiet, Danmark, Finland, Frankrig, Tyskland, Grækenland, Hong Kong, Ungarn, Island, Irland, Italien, Letland, Liechtenstein, Litauen, Luxembourg, Malta, Holland, Norge, Polen, Portugal, Rumænien, Slovakiet, Slovenien, Spanien, Sverige, Schweiz, Tyrkiet, USA og England. Et abonnement fra Simviking uden Globalgig vil ikke virke i USA, men ”kun” i de øvrige 35 lande. Dette skyldes, at den i USA bruger en anden type netværk, der ikke virker med SIM-kortet men i stedet er kodet direkte i enheden.
Simviking er en dansk virksomhed med dansk adresse og cvr-nummer. Priserne er dog på nuværende tidspunkt ofte i pund. Globalgig bliver da også forhandlet fra blandt andet en engelsk udbyder.