Hvad er 2G?
2G er en betegnelse for trådløse signaler, der i bund og grund kan bruges både til mobilt bredbånd og mobiltelefoni.
Signalet er dog klart mest brugbare til mobiltelefoni, da datahastigheden er meget langsom via 2G-teknologien.
Du skal op på minimum 3G for at få en god netoplevelse, men til nøds kan man bruge 2G, når eksempelvis vejret eller mailen skal tjekkes. Streaming af video og musik er reelt umuligt via 2G-signaler.
Der er generelt bedre 2G-dækning end både 3G og 4G. Dels har teknologien haft flere år til at blive udbredt, men samtidig har brugen af frekvenser også gjort det lettere at tilbyde dækning i yderområder. I dag er der dog åbnet op for 3G og 4G på lavere frekvenser, så der går næppe mange år, før billedet er anderledes.
Sætter udbyderne stadig 2G-master op?
Der bliver fortsat rullet 2G-master ud, men der er ingen tvivl om, at der er mere fokus på udrulning af både 3G- og 4G-master.
Men der bliver næppe foreløbig stoppet helt for udrulning af 2G – hverken i yderområderne eller de større byer. Men omvendt er der større chance for at opleve forandringer på de øvrige netværkstyper, der understøtter mobilt bredbånd og data på telefonen langt bedre.
Bemærk at 3 slet ikke har 2G-master, men dog har adgang til TDC’s 2G-master.
Hvad hedder 2G-data ellers?
Ofte kaldes 2G også for GSM. Derudover bliver det til data ofte omtalt som GPRS eller videreudviklingen “EDGE”. Når du er koblet på 2G, vil du ofte se et ”e” i display’et på din enhed, hvis det har oplysninger om signaltyper. Dette “e” står for “EDGE”.