Stor stigning i dataforbrug

Flere danskere har nu 100 Mbit eller mere – men mange er fortsat efterladt med hastigheder under 2 Mbit.

Antallet af abonnenter, der har 100 Mbit eller højere downloadhastighed er mere end femdoblet på et år. Det viser de seneste tal fra Energistyrelsens halvårlige telestatistik.

I første Halvår af 2014 havde lidt under 42.000 danskere 100 Mbit eller mere i downloadhastighed – det steg pænt i andet Halvår til lige over 75.000, men i første halvår af 2015 steg det eksplosivt til lige over 220.000 danskere.

Det er især YouSee’s nye abonnementsportefølje, der har ført til stigning, ligesom Stofa formentlig også har bidraget til stigningen. Også andelen af brugere med fiberabonnement er steget, men herfra kommer kun 11.000 af de ekstra abonnenenter siden første halvår af 2014 – til sammenligning er der tale om langt mere end en tidobling via kabel-tv teknologien siden starten af 2014, hvor kun lige under 16.000 havde adgang til 100 Mbit eller mere.

Det er også værd at bemærke, at både Stofa of YouSee løbende åbner for brugen af kabel-tv til internet uden tv-abonnementer i 2016.

Generelt overstiger 100 Mbit langt de fleste behov man på nuværende tidspunkt har som privat familie, men omvendt sender især Ultra HD-kvaliteten kravet om hastigheder op – her skal man op på cirka 25 Mbit pr. enhed, mens HD-kvalitet til sammenligning kræver ca. 6 Mbit.

Store skel i Danmark

Det er et ærgerligt tegn på, at mange stadig halter efter, mens dele af bredbåndsdanmark ræser afsted

Selv om flere får adgang til hurtigere hastigheder, er der stadig mange, der umiddelbart er efterladt bagude. Over 268.000 danskere har under 10 Mbit, hvoraf over 38.000 endda er under 2 Mbit.

Tidligere har det været vurderet, at man i dag skal have 10 Mbit, for at have en linje, der kan det meste. Især for danskere under 2 Mbit ser udviklingen ud til at være stagneret. Omkring 1200 er kommet på højere hastighed siden andet Halvår af 2014 – tidligere er tallet ellers faldet med omkring 5.000, og det er et ærgerligt tegn på, at mange stadig halter efter, mens dele af bredbåndsdanmark ræser afsted.

En del af brugerne under 2 Mbit må dog også forventes at være frivillige, og det er kun 12.145 brugere, der har under 2 Mbit på kobberteknologien, mens kabel-tv til gengæld står for 22.195 af brugerne – her er det værd at bemærke, at Stofa visse steder har gratis internet med 1 Mbit downloadhastighed, som givetvis er attraktivt for en del.

Fortsat lave uploadhastigheder på kobber

Statistikkerne viser også, at der stadig er lave uploadhastigheder via kobber. Mens over 90 procent af brugerne via både kabel-tv og fiber har 10 Mbit eller mere i upload, har et pænt stykke over halvdelen via kobberteknologien fortsat under 2 Mbit – og for mange familier vil det typisk være i underkanten.

Antallet af brugere med mere end 2 Mbit upload via kobber er fra andet Halvår af 2014 dog steget med cirka 21.000 abonnenter, hvilket vil sige at lidt under 2 procent nye brugere er kommet over 2 Mbit.

Stor stigning i brugen af data

Brugen af data på de danske netværk er også steget markant. Siden første halvår af 2014 er det steget fra 48.368 TB trafik samlet på netværkene til 89.568 TB – altså ikke langt fra en fordobling.

Stigningen er størst hos TDC, hvor det er gået fra 6.000 TB til 18.375 – altså mere end en tredobling. TDC har dog stadig det mindst belastede netværk på dataområdet, idet 3 ligger på 30.009 TB i første halvår af 2015, mens Telia og Telenor samlet ligger på 40.113 TB.

Mere viden

Se statistikkerne fra Energistyrelsen

Se pressemeddelelsen fra Energistyrelsen.


Stor stigning i dataforbrug

Der er stadig voldsom stigning i brugen af data på de danske abonnementer. Fra 1. Halvår 2015 til 1. Halvår i 2016 er det steget fra 89 569 TB til 162 291 TB på de danske netværk

Læs mere