Test dit internets hastighed
Det er en god idé jævnligt at køre en hastighedstest for at se, om du får den hastighed, du betaler for.
Du kan teste din hastighed her på siden via hastighedstesten herunder. Du kan altid tage en hurtig test, der giver en god idé om din hastighed, men for at få det helt optimale resultat, bør du være koblet direkte til router/modem via kabel, andre enheder bør være koblet fra nettet, og du bør ikke have væsentlige programmer til at køre på din computer.
Når du har foretaget en hastighedstest, vil vores pristabel under testen automatisk sammenligne med produkter med samme downloadhastighed som den målte - på den måde vil du hurtigt kunne få overblik over, hvad du vil skulle betale andre steder, ligesom du selv kan vælge at få vist abonnementer med andre hastigheder.
Under pristabellen kan du læse grundigere info om, hvordan du bør foretage hastighedstest, og hvad du kan bruge resultatet til. Vores tests bruger Ookla's servernetværk og du kan derfor teste op mod forskellige internetudbyderes servere i stedet for blot din egen udbyder.
Teknikken omkring vores hastighedstest
Vores hastighedstest er koblet på Dansk Net’s server. Den har 2 Gbit hastighed, og teoretisk kan man teste hastigheder op til 1 Gbit. Serveren har en køfunktion, der sikrer, at du altid kan teste mindst 100 Mbit pålideligt uanset hvor mange, der ønsker at teste samtidig.
Derfor kan du i meget sjældne tilfælde også komme ud for, at du vil blive sat i kø i vores test. Det har vi gjort for at sikre, at de resultater vores hastighedstest viser altid er pålidelige – selv hvis rigtigt mange af den ene eller anden grund ønsker at teste samtidig.
Vi har valgt at optimere mod 100 Mbit, da det giver optimale resultater for langt de fleste uanset belastning – og oftest bør du også selv ved spidsbelastning kunne måle højere hastigheder pålideligt. Hvis du tester en forbindelse med omkring 1 Gbit eller mere, skal du dog ikke forvente et pålideligt resultat uanset hvor mange brugere, der er på, da softwaredelen ikke understøtter dette.
Hvis du tester meget høje hastigheder, kan det også stille større tekniske krav til din computer og software at få et pålideligt resultat. Det kan derfor være en idé at holde øje med CPU-forbruget, ligesom det er vigtigt at browser og Adobe Flash er opdateret med de seneste versioner. Det kan også være en idé at teste igennem flere browsere, da der kan være forskel på CPU-forbruget i browserne. Og det er særligt vigtigt, at du lukker så mange programmer som muligt. Ved almindelige hastigheder bør CPU-forbruget dog ikke påvirke resultatet.
Hvad kan jeg bruge hastighedstest til?
Hvis du har fået en ny hastighed på dit bredbånd, eller lige har fået din nye forbindelse, er det altid en rigtig god idé at køre en hastighedstest. Det er desuden en god idé med jævne mellemrum at holde øje med hastigheden, så du altid er sikker på, du får det produkt, du betaler for.
En del udbydere har deres egne hastighedstest, som du let kan finde ved at søge på udbyderens navn og hastighedstest på Google. Du kan krydstjekke med en anden test – eksempelvis vores i toppen af denne side.
Forskellen på de to tests vil være, at du ved en test fra andre end din udbyder har en mindre “omvej” før hastigheden måles, da det skal gennem din udbyder og videre til serveren, der bruges til hastighedstesten – det betyder, at dataen skal transporteres længere, og hastigheden derfor vil blive målt som langsommere – forskellene er dog som regel relativt små.
Ikke desto kan det for nogle være rart at krydstjekke hastigheden i flere tests, så man er mere sikker på resultatet.
Det vigtigste er, at din computer er koblet til router eller modem via kabel. Er den koblet på trådløst kan der ske et stort hastighedstab afhængigt af udstyr, og selv om det måske er udbyderen der leverer det, er der som sådan ingen krav til signalstyrken, og der vil altid være et svind i hastighed via WIFI. Desuden bør andre enheder være koblet fra nettet, da de ellers vil tage hastighed fra din måling – er det besværligt, bør du dog også få et fint resultat, hvis blot de ikke foretager noget på nettet. Slutteligt bør du ikke have væsentlige programmer kørende på den computer, der laver testen.
Hvad er “Ping”
Ping kaldes også af og til latency og måles i ms – altså milisekunder. I en hastighedstest måler man forsinkelsen i “kommunikationen” mellem din computer og serveren, der står for hastighedstesten.
Et milisekund svarer til 0,001 sekund, så en ping på eksempelvis 10 er 0,01 sekund – er din ping 10 går der altså 0,01 sekund fra du beder serveren om en “pakke”, til du har den.
Generelt er pingværdierne så lave, at det ikke har nogen reel betydning. Hvis du eksempelvis besøger hjemmesider, er det i langt højere grad hastigheden, der har betydning for, hvor hurtigt tingene dukker op på din skærm. Hastigheden angiver altså hvor meget du kan modtage eller sende på et sekund, mens ping angiver forsinkelsen.
Ping er klart vigtigst for dig, hvis du spiller computerspil via nettet – og faktisk er ping her typisk vigtigere end hastigheden. Især er ping vigtigt i spil, der kræver hurtige reaktioner – i spil hvor hurtige reaktioner er uden betydning, er ping stort set ligegyldigt. En rigtig god pingværdi via en hastighedstest er under 10, 20-25 er acceptabel, mens højere kan begynde at blive problematisk.
En ting er dog teori, en anden ting er praksis. Især for ping men også for hastighed har det stor betydning, hvor serveren du tester på er placeret. Det har derfor selvsagt også stor betydning, hvor serveren du spiller på er. Du vil ganske enkelt generelt opleve lavere ping på danske servere end på udenlandske, og jo længere væk – jo højere ping. Dog har kvaliteten af serverens internetforbindelse selvsagt også betydning – ofte vil de være koblet på via særdeles godt internet, men det kan være forskelligt. I en del spil kan man på forskellige måder få fremvist ping-værdien på skærmen, mens man spiller.
Teoretisk har fiber de bedste pingværdier. Dernæst følger kabel-tv, kobberinternet og mobilt bredbånd i nævnte rækkefølge – typisk har 4G lavere ping end 3G. I praksis kan det dog vise sig anderledes, men man bør sjældent opleve høje ping-værdier på fiber.
På kobberteknologien skal man være opmærksom på, at ping-værdierne stiger, hvis hastigheden på kobberet er presset til det yderste af potentialet – altså, hvis udbyderen leverer det absolut højeste de kan til lige netop din husstand. Niveauet er derfor vidt forskelligt, men resultatet er, at gamere faktisk ofte vil få en bedre forbindelse, ved at have lavere hastighed.
Ekstra viden: Corenet og accessnet
Der skelnes mellem corenet og accesnet, og de har i nogen grad betydning for dit resultat af hastighedstestene. Corenet er et slags baggrundsnet, der løber gennem hele landet. Accessnettet er det, der når ud til forbrugeren. På kobbernetværket sidder TDC på hele accessnettet, og det betyder, at du som forbruger som regel får stort set samme hastighed ved alle udbydere. For fibernet er der mange accessnet, ligesom der er flere for kabel-tv.
Corenettet kan dog være forskelligt også blandt kobberudbyderne, og det er her, hvor udbydernes hastighedstest kan være bedre placeret, så du får en mere retvisende test i forhold til den hastighed, du rent faktisk får. For dig som forbruger, giver uafhængige hastighedstest et ganske retvisende resultat, da de services du bruger ikke er placeret lige så centralt som udbydernes hastighedstest. Udbydernes egne hastighedstest er dog i udgangspunktet de mest korrekte, når det skal vurderes, om de lever op til deres forpligtigelse omkring hastighed – som regel vil der dog være tale om meget små forskelle på langt under 1 Mbit.
Ikke alle udbydere har egne kabelnetværk – såkaldte corenet – og disse har typisk heller ikke hastighedstests. Hvis din udbyder ikke dukker op, når du søger efter hastighedstest, anbefaler vi du i stedet bruger TDC’s hastighedstest, da det i så fald meget vel kan være det corenet, der bruges – det er dog ikke altid sådan.
Fastnet bredbånd – hvorfor skal jeg teste?
Det er ikke altid udbyderne kan leve op til de hastigheder, de lover i deres abonnementer – nye regler gør dog, at de skal liste en minimumhastighed, hvis de ikke kan garantere at leve op til hastigheden. Udbydernes problemer kan af og til skyldes menneskelige eller tekniske fejl hos udbyderen, og så kan problemet ofte rettes, men det kan også skyldes at du bor for langt fra nærmeste central eller at kvaliteten af kablerne er for ringe – og så er der sjældent meget at gøre for at forbedre hastigheden. Desværre er det som regel tilfældet, men hvis du kontakter din udbyder, kan I formentlig finde frem til en løsning, der enten forbedrer hastigheden eller nedsætter din abonnementspris.
Den maksimale hastighed kan også godt ændre sig både i positiv og negativ retning – for fiber bør den dog kun kunne udvikle sig positivt. Hvis der eksempelvis er flere der får forbindelser hos den central, du er tilknyttet, eller hvis hastighederne hos de andre kunder bliver sat op vil hastigheden kunne blive påvirket negativt – på kobbernetværket er det dog sjældent, der sker negativ udvikling. Omvendt kan den påvirkes positivt, hvis selskabet opretter nye centraler, ligesom der løbende sker teknologiske opgraderinger.
Normalt modtager man den hastighed, man betaler for – og gør du det, vil du trods alt sjældent opleve, at du på et senere tidspunkt har mistet hastighed. Hvis du får mindre end minimumhastigheden i dit abonnement, bør du kontakte din udbyder med henblik på prisreduktion eller forbedring af hastigheden.
Mobilt bredbånd – hvorfor skal jeg teste?
Før du tester, bør du være opmærksom på, at det bruger en del data. Du bør derfor ikke teste mange gange, men omvendt er hastighederne endnu mere ustabile for mobilt bredbånd, og derfor vil man gerne have adskillige tests.
Hastigheden på mobilt bredbånd kan nemlig være meget svingende. Du vil sikkert være skuffet, hvis du betaler for 4G hastigheder, hvis du kun får 3G, og derfor måske reelt har bedre alternativer til dit nuværende abonnement.
Ligesom fastnet bredbånd sælges mobilt bredbånd som “op til” en bestemt hastigheden, men alligevel er der stor forskel.
Med mobilt bredbånd kan leverandøren ikke vide, hvor du vil bruge det – mange vil ikke bruge det, der hvor de bor, men i stedet kun bruge det på caféer, i sommerhuset eller på arbejdet. Kan du opnå 80 Mbit nogle få steder, sælger de derfor hastigheden til alle forbrugere i hele landet.
I praksis tilbyder udbyderne ofte hastigheder, der er langt over, hvad du kan forvente at opleve som reel hastighed. Kommer du ud på landet bliver det for alvor svært, selv om hurtigere mobil data efterhånden også er udbredt her.
Selv hvis du kun oplever hastigheder på en hundrededel af det, du betaler for, vil du ikke formelt have ret til at opsige dit abonnement uden for bindingsperioden med henvisning til hastigheden.
Derfor er det også ekstra vigtigt, at du får testet dit mobile bredbånd inden for de første 14 dage, efter du har modtaget det, hvis du har købt det via nettet. I så fald har du nemlig 14 dages fortrydelsesret – herefter er du ofte bundet til abonnementet i seks måneder. De 14 dages fortrydelsesret er et lovkrav – hvis du fortryder vil du kun skulle betale for forbruget i de 14 dage samt returforsendelse af SIM-kort og udstyr.
Vær også opmærksom på, at ikke alt udstyr understøtter specielt høje hastigheder. Har du et gammelt USB-modem, risikerer du derfor, at det ikke er i nærheden af at kunne give dig de hastigheder, dit abonnement teoretisk giver dig mulighed for – der er endda flere udbydere, der stadig sælger standard USB-modems med lavere hastigheder, end deres abonnementer tilbyder.
Undersøg dækningskort
Med udbydernes dækningskort, kan du få et billede af, hvor høj hastighed, du kan forvente i forskelllige områder.
Vi har samlet dækningskortene, så du hurtigt kan danne et overblik. Dækningskortene er kun vejledende, så selv om din test viser noget helt andet, kan du ikke bruge det som argument for eksempelvis at opsige dit abonnement i bindingsperioden – vær dog opmærksom på, du har 14 dages fortrydelsesret, hvis din forbindelse er købt via fjernsalg (eksempelvis nettet eller via telefon).
Udbyder | Netværk | Link til dækningskort |
---|---|---|
Telia-Telenor | Se dækningskort | |
3 | Se dækningskort | |
TDC | Se dækningskort | |
Telia-Telenor | Se dækningskort | |
TDC | Se dækningskort | |
Telia-Telenor | Se dækningskort | |
Telia-Telenor | Se dækningskort | |
TDC | Se dækningskort | |
TDC | Se dækningskort | |
Telia-Telenor | Se dækningskort | |
Telia-Telenor | Se dækningskort | |
Telia-Telenor eller TDC* | Se dækningskort | |
3 | Se dækningskort | |
Net1 (CDMA) (Kun med trådløs router**) |
Se dækningskort |
Flere udbydere kræver ekstra månedspris, hvis du vil have 4G-adgang - husk at også dit udstyr skal understøtte 4G. Alle udbydere kan i udgangspunktet tilbyde 4G.
* Hos Mobilic kan du vælge enten TDC's eller Telias netværk, men har kun adgang til ét af gangen. 10 GB 3G mobilt bredbånd er dog kun tilgængeligt på TDC's netværk.
** Net1 kører på en anden teknologi, der dækker bredere med med lavere hastighed. Teknologien bruges ikke til mobiltelefoni i Danmark. Det bliver kun solgt med trådløs router.