TDC splitter sig op i to
TDC, der for nyligt er blevet opkøbt af en række pensionskasser og en australsk finanskoncern, splitter nu selskabet op i to forretningsenheder.
Det skriver TDC i en pressemeddelelse. I den danske forretning i TDC Group etableres med virkning fra 1. august to nye forretningsenheder: En kundefokuseret enhed kaldet OpCo og en netværksfokuseret enhed kaldet NetCo. Begge enheder vil referere til koncernchef Pernille Erenbjerg.
Den kundevendte enhed, som vil fokusere på innovation, digitale services og kundeoplevelser, vil blive ledet af Jaap Postma, der hidtil har været koncerndirektør og leder af YouSee. Denne enhed vil bestå af teleudbyderne YouSee, Telmore, Fullrate og TDC Erhverv, og desuden den digitale enhed Digital samt Blockbuster.
Den netværksfokuserede enhed, der skal fokusere på at udbygge den danske infrastruktur, vil blive ledet af Andreas Pfisterer, der hidtil har været koncerndirektør og leder af Operations. Denne enhed vil bestå af Network, Wholesale, On-site teknikere, Indkøb & Logistik, Dansk Kabel TV og IT drift – altså primært de mere bagvedliggende ting.
Retter fokus mod investeringer
TDC Groups nye ejere har sat en klar strategisk retning for selskabet, skriver TDC i pressemeddelelsen. De skriver, de “har ambitioner om fortsat at være markedsførende med Danmarks bedste infrastruktur og fokus på den digitale transformation, som TDC har været i gang med de seneste år”.
– Med nye ejere i ryggen vil vi fortsætte de markante investeringer i den danske infrastruktur og digitalisering. Vi vil tage et stort skridt ved at udbygge fibernetværket og etablere en ledende 5G-position for at sikre Danmarks bedste mobilnetværk i fremtiden, siger koncernchef Pernille Erenbjerg og uddyber:
– Vi er kommet godt i gang med at eksekvere på den nye vision, og nu er tiden kommet til at etablere den organisation og det ledelsesteam, som bedst vil kunne drive dette arbejde fremover.
Den generelle forventning er, at 5G vil komme på markedet omkring 2020.