4G åbner muligheder – især på landet

Af og til bliver teknologi overhypet, og 4G har været et godt eksempel på det.

Til tider er 4G nærmest blevet set som frelseren for mobilnettet, men i virkeligheden er 3G for de fleste forbrugere rigeligt, når der kommer til potentielle hastigheder – selv med halvsvagt signal.

På det seneste virker det som om, at både forbrugere og udbydere har skruet lidt ned for det overdrevne fokus på 4G

Vi taler løbende med forbrugere og andre med interesse for branchen, og her er der tit to ærgerlige misforståelser: 4G er næsten kun vigtigt i byerne, og mobilt bredbånd er et storbyfænomen.

Hvis vi kalder det første for en halv sandhed, er det andet på nogle måder helt modsat i virkeligheden.

4G kan dække bredere end 3G

Nu bliver det nørdet. 4G er vigtigere på landet, end mange tror. For at forstå hvorfor er det nødvendigt at dykke ned i frekvenser. Mobilsignaler bliver udsendt i bølger. Frekvenser angiver, hvor ofte bølgerne gentager sig, og det måles i hertz.

Hvis der er for mange signaler med samme frekvens, forstyrrer de hinanden. Samtidig skal udstyr vide, hvilke frekvenser, der skal opfanges. Derfor er der afsat bestemte frekvenser til bestemte teknologier.

Til 4G bruges tre frekvenser: 800, 1800 og 2600 MHz. Til 3G bruges 900 og 2100 MHz, mens der bruges 900 og 1800 MHz til 2G (som primært er relevant for tale).

De forskellige områder har også hver især forskellige fordele. Jo lavere MHz, jo længere rækker signaler. Ofte har udbyderne både 2G-, 3G- og 4G-master i samme antenne. Hvis de alle kører på laveste frekvensbånd, betyder det altså, at 4G-masten faktisk rækker længere end 2G og 3G. I forvejen giver 4G potentielt højere hastigheder, og med det bedre signal bliver forskellen på 3G og 4G derfor blot endnu større.

Hvis de alle kører på laveste frekvensbånd, betyder det altså, at 4G-masten faktisk rækker længere end 2G og 3G. I forvejen giver 4G potentielt højere hastigheder, og med det bedre signal bliver forskellen på 3G og 4G derfor blot endnu større

Hvorfor sætter udbyderne så ikke kun 800 MHz master op, når de andre rækker kortere?

Det skyldes, at hver mast har begrænset kapacitet, og samtidig hæmmer masterne hinandens signaler, hvis de står for tæt. Hvis man kun havde 800 MHz master i byerne, ville man derfor ende med kraftigt overbelastede netværk, da masterne ganske enkelt ikke har kapacitet nok til brugen – med andre ord ville man opnå netværk med ganske stærke signaler, men med virkelig dårlige netværksoplevelser grundet overbelastning.

Derfor er de højere frekvenser med kort rækkevidde især interessante i byer – også af mindre størrelse, mens 800 MHz ganske vist også bruges i byerne, men giver langt den største effekt på landet, hvor der mange steder ikke er i nærheden af at være belastningsproblemer selv på en 800 MHz-mast.

Især på TDC’s netværk er der ofte bedre 4G-signal end 3G-signal, men det gælder også på Telia/Telenors fælles netværk. Til gengæld har 3 ikke adgang til 800 MHz-båndet til 4G, og det betyder, at de især på landet halter efter på 4G-dækningen, mens de er bedre med i byerne, hvor 800 MHz-båndet er mindre vigtigt.

4G er eneste mulighed mange steder

I det daglige arbejde støder vi jævnligt på folk, der spørger, om ikke mobilt bredbånd er et storbyfænomen. Vi hører også tit fra folk, der bor på landet, og spørger, om ikke 4G er fuldstændig ligegyldigt for dem.

Men som nævnt oven for er 4G faktisk i stigende grad den bedst dækkende teknologi på landet. Det er absolut ikke en fast regel, for der er stadig en del master uden 4G – men det er ikke længere ualmindeligt, at 4G-signalet faktisk er stærkere i yderområderne primært på grund af frekvenserne.

I byerne er 4G og mobilt bredbånd især for de forbrugere, der ikke streamer alverden eller har andre krævende aktiviteter. Ellers er de kablede teknologier som regel et bedre valg, medmindre man har særligt brug for en mobil forbindelse.

På landet støder vi til gengæld jævnligt på forbrugere, der ikke kan få mere end 1-4 Mbit via de kablede teknologier. Og her er mobilt bredbånd og 4G ofte et bedre alternativ. Med så lave hastigheder er det ganske enkelt bedste mulighed for at få en forbindelse, der kan bruges til streaming, uden at prisen bliver tårnhøj. Flere har måttet give fortabt på de kablede teknologier, men har efter et blik på dækningskortene fundet ud af, at det kan opnå mindst 10-20 gange så høje hastigheder via mobilt bredbånd.

Og med forbrugsgrænser på op mod 500 GB er mobilt bredbånd derfor især på landet for alvor blevet et konkurrencedygtigt alternativ også for den mere krævende bruger – men der skal stadig endnu højere forbrugsgrænser til, før mobilt bredbånd kan løse alle forbrugeres behov for at få en bredbåndsforbindelse, der lever op til deres behov.

Men ikke desto mindre har 4G faktuelt set åbnet op for en hel del forbrugere i udkantsdanmark, der tidligere har måttet nøjes med i bedste fald nogle få Mbit på trods af deres behov for bredbånd med en hastighed på 15-20 Mbit eller mere.

Et blik på udbydernes dækningskort kan vise sig at bane vejen for hurtigere internet for mange – men husk at de blot er vejledende, og som standard viser den udendørs dækning – du bør derfor forvente, at der er god risiko for, at du må ende med lidt lavere hastighed, end dækningskortene tyder på.

4G er ikke muligt alle steder, men dækningen er bredere end mange tror, og det er blevet en interessant ”nødløsning” for mange forbrugere på landet – desværre overser mange muligheden.

Sammenlign priser fra 20 internetudbydere

Gå til prissammenligning