TDC færdig med netværksopgradering
TDC har siden starten af 2014 haft fokus på at opgradere netværket.
Det har betydet, at samtlige 3.400 mobilmaster er blevet opgraderet med eksempelvis nyere teknologier og længere rækkevidde. Oprindeligt var planen, at det skulle være færdig omkring udgangen af 2015, men man er altså kommet i mål før tid. TDC kalder selv opgraderingen for den mest omfattende i Europa indtil nu.
– Opgraderingen er så massiv, at den kan aflæses på datatrafikken i vores mobilnet. På landsplan er datatrafikken mere end fordoblet efter opgraderingen, fortæller koncerndirektør i TDC Operations, Peter Schleidt, i en pressemeddelelse.
Datatrafikken er således steget med 105 procent fra marts 2014 til februar 2015. Normalt ville stigningen i databrug i perioden være på 60 procent ifølge TDC.
Ny undersøgelse fra Teknologisk Institut
TDC ønsker at få konkrete tal for, at deres net er bedre end konkurrenternes.
– Enhver kan påstå at have det bedste netværk. Men kunderne skal kunne mærke det, og vi skal kunne bevise det. Derfor har vi bestilt en uvildig undersøgelse hos Teknologisk Institut, som vi har bedt sammenligne alle mobilnet herhjemme. De foreløbige resultater ser meget lovende ud, men vi tør ikke konkludere noget, før vi har det endelige resultat, siger Peter Schleidt.
Enhver kan påstå at have det bedste netværk. Men kunderne skal kunne mærke det, og vi skal kunne bevise det.Peter Schleidt, koncerndirektør i TDC Operations
I starten af 2014 lavede Teknologisk Institut en lignende undersøgelse for Telenor, efter sammenlægningen med Telias mobilnet var ved at nå mod de sidste etaper – en sammenlægning som de to selskaber selv betegnede som den første sammenlægning af både 2G-, 3G- og 4G-netværk i verden.
Netværkene var på det tidspunkt endnu ikke helt lagt sammen, men i undersøgelsen klarede Telenor sig bedst skarpt forfulgt af Telia, mens både 3 og TDC halsede efter, og begge udbydere havde bundplaceringer på forskellige områder.
Af TDC’s nye pressemeddelelse fremgår det ikke præcis, hvilke parametre man har bedt Teknologisk Institut måle på, ligesom man ikke direkte lover at offentliggøre resultaterne.
Bedre dækning i yderområder
TDC har som følge af en tidligere 4G-auktion også fået pålagt at forbedre dækning i 207 af Danmarks tyndest befolkede postnumre.
Derfor har man altså forpligtelser, som de øvrige udbydere ikke har, og ifølge TDC er de nu oppe på at dække 99,5 procent af Danmark med 4G.
– Det er naturligt for TDC som Danmarks førende teleselskab, at vi tager ansvar for også at sikre bedre dækning i yderområder, selvom vi godt ved, at der altid vil være områder med svingende dækning. Det er et vilkår, når man arbejder med mobilteknologi. Derfor fortsætter vi også med at opgradere og udbygge netværket. Det er et arbejde, der aldrig slutter, fastslår Peter Schleidt.
Ifølge pressemeddelelsen har man med opgraderingen investeret 4 milliarder kroner i netværket. Alligevel mener TDC, der altid vil være områder, der er udfordret af dækningen, og man har da også planer om at sætte yderligere 100 nye master i drift i løbet af 2015.
Mere viden
Læs vores nyhed om Teknologisk Instituts undersøgelse for et år siden