TDC og TREFOR indgår fibersamarbejde
TDC har indgået samarbejde med energiselskabet TREFOR, der betyder, de får adgang til TREFORs fibernet i Trekantsområdet.
TREFOR fortsætter dog også selv med at levere indhold, og derfor kan både TDC og TREFOR fremadrettet tilbyder fiberløsninger i Trekantsområdet.
TREFOR vil fortsat eje fibernettet, men TDC overtager ansvaret for drift og vedligeholdelse af fibernettet, og tv-kunderne vil blive tilbudt at blive overflyttet til TDC eller YouSee – men kan dog også fortsætte som kunder ved TREFOR. Samarbejdet betyder, at TDC for alvor har meldt sig ind i fiberkampen, hvor de ellers ofte har været kritiseret for at være for tilbageholdende.
Fibernettet i området dækker 95.000 af de omkring 150.000 husstande. Hidtil har TDC haft svært ved at få adgang til energiselskabernes fibernet, hvor det kun er Dongs fibernet på Nordsjælland, som TDC decideret har opkøbt for flere år siden. Derfor vækker den nye aftale glæde hos TDC.
– Aftalen med TREFOR er et historisk gennembrud for vores ønske om at kunne tilbyde TDCs og YouSees produkter på de fibernet, som energiselskaberne ejer. TREFOR – der har et af de mest veludbyggede fibernet herhjemme – åbner fibernettet for os, og vi kommer med stærke produkter til både privat og erhvervsmarkedet, der sikrer konkurrence til gavn for kunderne og markedet, siger koncernchef, adm. direktør Carsten Dilling, TDC Group i en pressemeddelelse.
Ny form for samarbejde
Der er tale om et godt afsæt for udviklingen af og indholdet på fibernettet, og for samarbejdet mellem energibranchen og tele- og tv-branchen. Knud Steen Larsen, adm. direktør, TREFOR.
Da TDC opkøbte Dongs fibernet, var der tale om decideret overtagelse, men aftalen med TREFOR indebærer, at det fortsat er TREFOR, der har ansvaret for at udbygge fibernettet, mens TDC altså står for vedligeholdelsen. Det betryder lavere driftsomkostninger, og hos TREFOR er man også glade for det nyskabende samarbejde.
– Det er en stærk strategisk aftale, vi indgår på fibermarkedet. Der er tale om et godt afsæt for udviklingen af og indholdet på fibernettet, og for samarbejdet mellem energibranchen og tele- og tv-branchen. Med aftalen løfter vi konkurrencekraften betragteligt i Trekantområdet og kan tilbyde de bedste serviceydelser i markedet, samtidig med at vi fortsat kan sælge tv og bredbånd til vores kunder, siger adm direktør for TREFOR Knud Steen Larsen i en pressemeddelelse.
Det virker logisk, at TDC fremadrettet vil forsøge at få lignende aftaler med flere udbydere fra Waoo!-samarbejdet, men samtidig kan SE med Stofa også tage del i den kamp, ligesom SEAS-NVE og NRGI, der også er en del af Waoo!, har fusioneret deres fiberforretninger i Fibia, der også ønsker flere energiselskaber i fusionen, og som meget vel kan være mindre interesseret i et samarbejde med TDC og Stofa.
Dermed er der åbnet op for en spændende alsidig udvikling på fiberområdet, der kan blive trukket i flere retninger.