Kommuner skal kunne tilbyde WIFI til turister
Et flertal i Folketinget ønsker at ændre teleloven, så kommunerne kan stille gratis internetadgang til rådighed for udenlandske turister.
Det skal gøres for at sikre, at turisterne bedre kan få fordel af de interaktive muligheder, der bliver udviklet til eksempelvis smartphones, men hvor manglende adgang til nettet har gjort det svært at udnytte mulighederne fuldt ud.
– Der er enighed om at ændre teleloven, så der skabes hjemmel til, at kommuner kan udrulle wifi til sådanne turismeformål, herunder i tilknytning til turistbureauer, seværdigheder og bymidter, står der ifølge Berlingske i aftalen om vækstplan for dansk turisme.
Avisen skriver, at regeringen indgik aftalen forleden sammen med Venstre, Dansk Folkeparti, SF, Enhedslisten og De Konservative.
Teleindustrien viser modstand
Tiltaget fra politikerne strider lodret imod markedsbaseret udvikling, som er kernen i dansk teleinfrastruktur. Jakob Willer, direktør i Teleindustrien
Teleindustrien, der er brancheorganisation for teleudbyderne, har altid været modstander af tankerne om åbent WIFI, og man frygter, at det vil være umuligt at lukke forbindelserne af for danske telekunder, der dermed kan gå tabt for markedsaktørerne.
– Tiltaget fra politikerne strider lodret imod markedsbaseret udvikling, som er kernen i dansk teleinfrastruktur. For det offentlige vil til at investere i noget, som turisterne allerede kan få i dag, men man vil bare tilbyde det gratis, siger direktør for Teleindustrien Jakob Willer til Computerworld.
Hensigten med aftalen er altså, at det åbne netværk er for udenlandske turister, men det fremgår endnu ikke, hvordan eller om man vil holde danske statsborgere fra netværkene.
Tidligere har flere kommuner forsøgt at stable åbne WIFI-netværk på banen, og blandt andet ville Albertslund Kommune have WIFI fra deres lygtepæle, da det ikke ville være en ret stor udgift for dem. Den danske telelovgivning har altså dog hidtil sat en bremse for åbne gratis WIFI-netværk fra kommunerne.
Forslaget skal dog også først behandles, og her vil blandt andet akøtrerne på telemarkedet blive indbudt til at komme med deres holdninger.
Både i Danmark og i udlandet er det generelt muligt at købe lokale SIM-kort med solide mængder data til rimelige priser. Vi er her på siden jævnligt i kontakt med folk, der ønsker hjælp til at finde løsninger, der får dem online på ferien, og det er generelt muligt både for udlændinge, der skal til Danmark og i de fleste lande, som danskere rejser til. Der er dog ingen tvivl om, at mange stadig holder sig fra at købe lokale SIM-kort, da ønsket om netadgang ikke er stort nok.
Mere viden
Læs om Albertslund Kommunes WIFI-idé
Læs Teleindustriens reaktion på forslaget på Computerworld.dk