Undersøgelse: Telenor har den bedste dækning

Teknologisk institut har lavet en undersøgelse finansieret af Telenor, der ud fra målinger i hele landet konkluderer at Telenor har den bedste dækning.

Teknologisk institut har udvalgt 500 tilfældige målesteder i hele landet, hvor man har testet de fire netværks præstation via en Iphone 5S. Målestederne er jævnt fordelt i hele landet, der er opdelt i lige store områder med et tilfældigt målested i hver – i de større byer er der dog dobbelt så mange målesteder. Telenor har opstillet kriterierne for, hvad der skal testes på.

Målingerne er foretaget fra en bil, og for data har målet for en problemfri oplevelse været at kunne hente 5 MB på 30 sekunder, uploade samme mængde på 60 sekunder og videostreaming via youtube i et minut uden buffering (altså pause mens videoen indlæser, red.). Det betyder også, at man har testet for behov, der går lidt længere end almindelig surf, og resultatet kunne måske have været anderledes, hvis man havde testet om forbindelsen kunne levere hastighed nok til problemfri almindelig surf.

Man har også testet om netværkene kunne levere 30 sekunders telefonsamtale til en fastnettelefon, hvor modtageren skal kunne høres.

Telenor og Telia deler både 3G og 4G master i det meste af landet. Faktisk mangler kun hovedstadsområdet, hvor det forventes at være sammenlagt i løbet af april.

Telenor oplyser til Bredbåndsmatch, at 2G-sammenlægningen med Telia starter i april, og forventes indtil videre at være gennemført i hele landet omkring nytår dog med forbehold for, at der kan ske forskydelser undervejs. Telenor bekræfter også, at de i år vil have fokus på at gøre 4G-dækningen endnu bedre – på netop det område, viser dækningskortene, at Telenor og Telia indtil videre halser efter TDC i den brede dækning.

Testen: Telenor klarer sig bedst

I alt 76 procent af målingerne hos Telenor var fejlfri, mens 71 procent af målingerne ved Telia var fejlfri. 3 er langt efter de to udbydere i målingerne med 52 procent fejlfri målinger, mens TDC halser tæt efter 3 med 50 procent fejlfri målinger.

Det er især på dataforbindelserne, at udbyderne havde problemer i testen. For telefonsamtaler var 99 procent af målingerne fejlfri ved både Telenor, TDC og 3, mens Telia her var lidt efter de øvrige med 98 procent fejlfri målinger.

Og hos Telenor glæder man sig naturligvis over resultaterne.

– Netværkskvaliteten har en afgørende betydning for alle, der bruger smartphone eller tablet. Vi er selvfølgelig virkelig glade for at se, at vores massive netværksinvesteringer nu udmønter sig en førsteplads i disse omfattende målinger af netværkskvalitet. Det må være på tide at revurdere nogle af de gamle forestillinger om, hvilken udbyder man skal vælge for at få den bedste mobiloplevelse, siger Marek Slacik, CEO i Telenor Danmark i en pressemeddelelse.

Telenor: Prøv vores netværk gratis

Telenor har samtidig med offentliggørelsen af resultaterne valgt at tilbyde alle et 200 MB data abonnement gratis til tablet. Det gælder både eksisterende og nye kunder.

– Vi er så overbeviste om kvaliteten af vores netværk, at vi gerne vil invitere alle til selv at opleve det. Med data-abonnementet tilbyder vi både kunder og ikke-kunder muligheden for at sætte deres tablets fri ved at give dem adgang til det mobile internet overalt, siger Marek Slacik i en pressemeddelelse.

Telenor skal have ens kreditkortoplysninger, hvis man vil købe ekstra data, men det vil intet koste, hvis ikke man vælger at købe ekstra data, og løber man tør for de 200 MB kan man også fortsætte med at bruge forbindelsen med nedsat hastighed, eller man kan købe 200 MB ekstra for 19 kroner og dermed bevare den fulde hastighed.

Telenor oplyser til Bredbåndsmatch, at SIM-kortet er gyldigt i tre år for privatkunder, og at kampagnen i første omgang varer indtil maj. SIM-kortet vil i princippet virke på alle enheder, men da abonnementet er tilpasset brugen på tablets og kun tiltænkt disse, vil abonnementet blive lukket ned, hvis det bliver brugt af andre enheder.

Samtidig med resultatet offentliggør Telenor også nye mål for fremtiden. Man ønsker at lægge større vægt på kundeservice og tilfredse kunder, og det betyder blandt andet, at Telenor fra maj vil have døgnåben kundeservice hele året.

– Der har været så mange besparelser i denne branche, at ingen af os fire store spillere giver voreskunder mulighed for at ringe til vores kundeservice om aftenen eller i weekenden. Det vil vi gernelave om på, og derfor lancerer vi døgnåben kundeservice til maj. Kunderne skal kunne kontakte os,når det passer dem, ikke når det passer os, siger Marek Slacik i en pressemeddelse.

I det hele taget vil Telenor arbejde med at gøre abonnementer og tilværelsen for kunderne simplere, ligesom man vil satse på at forbedre netværksoplevelsen yderligere.

Fakta: Et dyk ned i undersøgelsen

For datamålinger kunne videostreaming testen også give en indikation af, om de øvrige netværk var bedre med, hvis succesparameteret var mindre ambitiøst. Her målte man nemlig også, hvor ofte det lykkedes at få streamet videoen med en ventetid på 1-10 sekunder. Her hentede Telia Telenor, idet begge udbydere med dette parameter opnåede 90 procent. 3 hentede også lidt ind på udbyderne, men de var dog et pænt stykke efter de to øvrige med 78 procent succes, mens TDC fortsat halsede efter med 68 procent målinger, hvor det lykkedes at streame videoen med kun 1-10 sekunders buffer-ventetid.

Målingerne er også opdelt i regionale resultater, og her er det tydeligt, at nordjyderne er klart ringest rustet med dækning, der er god nok til at kunne streame problemfrit via Youtube. Samtlige udbydere præsterer her ringere end i alle øvrige regioner, men det er dog især også her, at det alligevel ofte lykkes med lidt bufferingventetid.

I region Hovedstaden opnåede både Telia og Telenor 100 procent fejlfri streaming – endda på trods af, at 3G-netværkene endnu ikke er lagt sammen der endnu. Her halsede 3 og TDC til gengæld et pænts tykke efter med 71 procent fejlfri streaming ved 3 og 76 provcent ved TDC – 3 klarede sig dog væsentligt bedre ved TDC, hvis man kan leve med 1-10 sekunders buffering venetid.

Fakta

Læs Telenors pressemeddelelse om netværksmålingen

Læs Telenors pressemeddelelse om projekt storm

Sammenlign priser fra 20 internetudbydere

Gå til prissammenligning