Få 200 Mbit gennem kobberkablerne
Ny teknologi gør det på sigt muligt at få 200 Mbit hastighed gennem kobberkablerne – både i download og uploadhastighed.
Det skriver det norske medie Teknisk Ukeblad.
Ifølge det danske medie Ingeniøren vil den nye teknologi ikke være mere besværlig at håndtere end DSL-teknologien, der er der på nuværende tidspunkt bliver brugt over kablerne. Det er også den type bredbånd, som mange forbinder med bredbånd gennem telefonstikket.
På nuværende tidspunkt er det kun muligt at opnå de højeste hastigheder via fiber og kabel-tv. Her er det typisk muligt at få omkring 100 Mbit som privatforbruger. Via kobberkablerne kan enkelte få helt op mod 50 Mbit, men TDC garanterer eksempelvis kun 20 Mbit til 45 procent af befolkningen, og over halvdelen af befolkningen må altså via kobberkablerne nøjes med en tiendedel af, hvad den nye teknologi potentielt kan levere.
Endnu ikke på markedet
Den nye teknologi, der hedder G.fast, er ifølge Ingeniøren godkendt af ITU, der er den internationale teleunion. Faktisk kan teknologien i teorien leverer helt op til 1 Gbit i hastighed, men i praksis skal man maksimalt forvente 200 Mbit. Før teknologien kan realiseres, skal der en ny G.fast adapter på markedet, der endnu ikke findes, men ITU vurderer det kun er et spørgsmål om kort tid, før det vil ske.
Selv om teknologien leverer hurtigere hastighed end den eksisterende DSL-hastighed, skal man næppe forvente, det er fibernets død. Også fibernet vil med tiden løbende kunne give højere hastigheder, ligesom der er flere andre teknologiske fordele ved fibernet.
Samtidig er der en række teknologiske forbehold omkring den nye teknologi, ligesom kobberkvaliteten naturligvis også vil påvirke hastigheden via den nye teknologi negativt.
Ikke desto mindre er det måske nyt håb for de hastighedshungrende internetbrugere, der ikke har udsigt til fiberudrulning fra deres baghave.