Udkantsdanmark? Snart 1 Gbit i Dronninglund

Dronninglund i Vendsyssel får i starten af det nye år adgang til forbindelser på op til 1 Gbit – og dermed hastigheder, der får mange byboere til at være misundelige.

Det er Bredbånd Nord, der i forlængelse af et projekt i landsbyen Tranum nu prøver et lignende projekt i Dronninglund, der blandt andet har Gymnasium. Med sine 3.300 indbyggere er Dronninglund tredjestørste by i Brønderslev Kommune, og er 10 gange større end Tranum målt på indbyggertal.

Projektet i Tranum startede i 2011, og med forsøget i Dronninglund bliver den ”én af verdens hurtigste mindre byer,” skriver Bredbånd Nord i en pressemeddelelse.

– Regeringen har en målsætning om, at alle danskere skal have adgang til 100 Mbit internet inden 2020. Det er prisværdigt og kan være med til at løfte bundniveauet. Vores målsætninger ligger dog langt højere, idet al erfaring viser, at danskernes hastighedsbehov fordobles for hver 2-3 år. Derfor sætter vi i øjeblikket overliggeren på 1 Gigabit, og projektet i Dronninglund giver os god mulighed for allerede i 2014 sammen med udvalgte familier i Dronninglund at høste erfaringer med, hvordan betydeligt højere bredbåndshastigheder rent faktisk vil komme et lille lokalsamfund til gavn, siger Christian Ingerslev Sørensen, der er marketingsdirektør i Bredbånd Nord, i en pressemeddelelse.

Følger brugen tæt

Ifølge Bredbånd Nord, der er en del af Waoo!, har der været en positiv udvikling i Tranum efter de lynhurtige fiberforbindelser kom til. Nettofraflytning er blevet til nettotilflytning.

Endnu er det dog svært at få det fulde ud af så hurtige forbindelser, som man vil tilbyde i Dronninglund. Streamingtjenester sætter deres standarder efter hastighederne på markedet, og i det hele taget er det uinteressant at tilbyde tjenester til hastigheder, som kun meget få borgere har adgang til. Endvidere skal ens udstyr naturligvis kunne følge med hastigheden.

Bredbånd Nord vil tæt følge, hvad der sker i de husstande, hvor der fremover kommer høje hastigheder.

– Vi er først og fremmest interesseret i at vide, hvordan den enkelte husstands forbrug af internettet ændrer sig. Derfor har vi valgt en typisk middelstor by som Dronninglund, hvor der er en god aldersspredning, mange børnefamilier, borgere med hjemmearbejdspladser og andre, der virkelig kan udnytte de ekstremt høje hastigheder. Eksempelvis betyder de høje hastigheder, at alle personer i husstanden uden problemer kan streame video eller film i ultra HD-kvalitet samtidig, forklarer Christian Ingerslev Sørensen.

Bredbånd Nord vil derfor give diverse udstyr til 3-4 husstande af forskellig type i byen, og samtidig vil de modtage undervisning i, hvordan de høje hastigheder kan udnyttes.

Omkring en tredjedel af husstandende i Dronninglund vil få tidoblet deres hastighed året ud uden merpris fra 1. februar 2014. Det vil sige 500 husstande svarende til de husstande, der er kunder ved Bredbånd Nord.

Christian Ingerslev Sørensen vurderer overfor Computerworld, at det allerede i 2016 vil være “almindeligt hurtigt internet” at have 1 Gbit i hastighed, og han mener 100 Mbit til den tid vil være at regne for det mest langsomme, man kan forestille sig. Han mener det er realistisk at have 1 Gbit i hele Nordjylland til den tid.

Mere viden

Læs Computerworlds artikel om planerne

Sammenlign priser fra 20 internetudbydere

Gå til prissammenligning