Kan du heller ikke ringe?

Hvis du er på en af sommerens festivaller, kender du helt sikkert problemet. Det er tit tæt på umuligt at ringe, sms’erne bliver forsinkede, og det er også svært at få adgang til nettet på sin smartphone.

De mange deltagere vil naturligvis alle gerne dele oplevelsen, og mødes med dem de kender, der også er på festivallen. Og det siger sig selv, at det er svært at geare et lille geografisk område til at kunne håndtere op mod 100.000 mennesker, der er samlet til en begivenhed som eksempelvis Roskilde Festival.

Udbyderne gør faktisk en del for at sikre, at der er ordentlig dækning. De fire udbydere med eget netværk opsætter nemlig midlertidige ekstra master i forbindelse med begivenhederne. Der er altså tale om særlige master, som udbyderne sætter op i kortere periode i forbindelse med begivenhederne. Det er med til at forbedre kapaciteten markant, men det er dog ikke nok til at gøre dækningen god.

– Med udbredelsen af smartphones er det blevet en del af oplevelsen at dele den med andre – og helst lige nu, mens det sker. Så når der er store begivenheder som festivaler på programmet, betyder det også ekstra pres på mobilnetværket. Derfor ruller vi ekstra master ud til en række af sommerens festivaler og andre store begivenheder, siger Mikkel Drucker, der er privatkundedirektør i Telenor i en pressemeddelelse.

Umuligt at sikre optimal signal

Hos Telenor gør man blandt andet en ekstra indsats i forbindelse med diverse festivaller, men også eksempelvis landsstævnet i Esbjerg har ekstra master opsat under begivenheden. Telenor oplever, at der bliver ringet fem gange så meget og skrevet sms’er syv gange så meget som normalt

Men på trods af den ekstra kapacitet, er det umuligt at undgå udfald på netværket. Og det er ifølge Computerworld også oplevelsen ved TDC.

– Man kan aldrig forvente en 100 procent performance i forhold til, hvad man oplever ude i nettet i almindelighed, siger Christian Juul Pagh, projektleder i TDC’s radioafdeling til Computerworld.

Derfor opfordrer man fra TDC’s side arrangørerne til at hjælpe med at aflaste problemet ved eksempelvis at opsætte WIFI-zoner, hvor de besøgende kan få billig adgang til internettet.

– Vi opfordrer faktisk generelt arrangører af den type store arrangementer til at opsætte WiFi. For uanset hvad man gør med mobilnettet, vil du aldrig nogen sinde opleve en 100 procent performance. Så du kan lige så godt bruge WiFi til at aflaste mobilnettet, så dem på mobilnettet får en så god oplevelse som muligt, siger Christian Juul Pagh.

Også både Telia og 3 er repræsenteret stærkere til diverse begivenheder i år – og Roskilde Festival har naturligvis også fokus. Telia har opsat master, som de har opkaldt efter Ringenes Herre-figurer.

– Gandalf er naturligvis den største og kraftigste af vores mobilmaster. Frodo og Gollum er lidt mindre, men kan alligevel gøre en markant forskel, når mange mennesker er samlet ved eksempelvis koncerter, idrætsstævner og markeder. Tilsammen giver de tre master os mulighed for at skabe fleksible løsninger, siger Mette Honoré ifølge TV2.

Hun mener, at deres setup i år giver mulighed for den bedste dækning hidtil.

Mere viden

TV2: “Her er det bedst at bruge mobilen på Roskilde

Computerworld: “TDC: Sådan bliver teledækningen på Roskilde Festival

Telenor: “Mobildækning på sommerens festivaller

Sammenlign priser fra 20 internetudbydere

Gå til prissammenligning