TDC har nu 4G-førertrøjen
TDC har travlt på 4G-området, og nu ser det ud til, de har den bredeste 4G-dækning.
Indtil nytår var der ellers ingen tvivl på 4G-området. Telia var klart i front. Siden har TDC sat meget fart i udrulningen, og det ser nu ud til, at TDC er forrest på 4G-netværket. For tiden gennemgår og opdaterer vi her på siden vores dækningsartikler for de enkelte områder, og de fleste steder fører TDC i dag snævert foran Telia og Telenors fælles master, mens 3 står mere stille på 4G-området – der er dog heller ikke blevet udvidet med ret mange Telia og Telenors 4G-master – måske fordi fokus er rettet mod sammenlægningen af 3G-masterne.
Sikkert er det i hvert fald, at TDC har spist det forspring Telias 4G-master tidligere havde. Vi har da også her på siden skrevet, at TDC formentlig stod stærkest på 4G-området på den lange bane. Det gør de blandt andet på grund af rettigheder på 800 MHz-båndet, hvor de lavede en kæmpeinvestering, da der var licensudbud, og blev udråbt til den store vinder efter at have investeret over 600 millioner i licenserne – Telenor/Telia sikrede sig også licenser i blokken.
Som en sidebemærkning kan det nævnes, at det netop er disse nye frekvenser, der gør, at der kan være problemer med tv-signalet i nogle områder – eksempelvis pixeleringer eller billeder, der “fryser”. De nærmere tekniske omstændigheder bag, kender jeg ikke, men sikkert er det, at båndet tidligere har været brugt til netop tv-signaler.
Fordelen ved 800-båndet frem for 1800 båndet, der også bliver brugt til 4G/LTE, er at rækkevidden er markant længere, og der derfor skal langt færre master til at dække et givent område – og på sigt vil det naturligvis komme danskerne i yderområderne til gode, og den længere rækkevidde har helt sikkert været med til at gøre det lettere at sætte skub i udrulningen. Samtidig trænger signalet generelt bedre gennem forhindringer som huse og geografiske udfordringer.
For to måneder siden skrev vi i et indlæg, at kampen var tæt mellem Telenor og Telia, og at vi ikke turde udråbe stærkeste 4G-netværk. Men medmindre man har glemt at få brillerne på, er det vist tydeligt på nedenstående billeder, at TDC også siden har udvidet betydeligt med endnu flere 4G-master.
Det har også været tydeligt på mastedatabasen, at TDC har planlagt master i store dele af landet – også i yderområderne. Ofte kan der dog gå lang tid, før masterne bliver sat op og taget i brug, og der er faktisk ikke engang garanti for, at masterne overhovedet bliver sat op.
Derfor er det da også overraskende, at TDC på meget kort tid er gået fra at slås med 3 om at undgå jumbopladsen, til pludselig at have sust forbi Telias netværk. Og ser man på Mastedatabasen, ser det endda umiddelbart mere ud til, at TDC vil udvide den lige nu meget spinkle føring på området – det ser ud til, at der er markant flere planlagte positioner i yderområderne hos TDC end ved de øvrige, og med den fart TDC har haft på 4G-området de seneste måneder, er det svært at se Telia/Telenor være klar til at indhente forspringet på nuværende tidspunkt – og heller ikke 3 virker til at have særligt travlt med at hale ind på forspringet.
Fortsætter udviklingen går der ikke længe før, at 4G for alvor er et alternativ til traditionelt bredbånd – også i yderområderne. I den forbindelse virker det dog overraskende, at TDC er gået imod strømmen, og har afskaffet deres 25 GB pakke, så deres største nu er på 10 GB. Imens går andre udbydere nemlig i den modsatte retning, og tilbyder mobilt bredbånd med 100 GB data eller mere.
Læs vores tidligere indlæg, da TDC havde taget de første skridt og lukket hullet til Telia/Telenor