Teleudbydere: konkurrencen gør det svært at leve op til målsætningerne
I sidste uge kom regering med sit udspil til, hvordan man i fremtiden sikrer bedre adgang til internettet. I første omgang var der positive meldinger fra internetudbyderne.
Men nu kritiserer flere udbydere, at TDC sidder for tungt på markedet. De har nemlig stort set alle kablerne til kobberforbindelser, og derfor kan man umuligt komme uden om TDC, hvis man vil tilbyde landsdækkende bredbånd. Derfor erklærer Telenor, Telia, GlobalConnect og Concepy i et åben brevv til politikerne, at konkurrencesituationen på det danske bredbåndsmarked er så skæv, at det stort set er umuligt at leve op til de politiske ambitioner i bredbåndsudspillet. Det skriver Berlingske Business.
– Regeringens oplæg er rigtigt fint, men det skaber ikke den konkurrence, man godt kunne ønske sig. Det er fortsat svært, for ikke at sige umuligt, for os at operere på kobbernettet. Vi vil forsøge at komme med forslag til, hvordan man skaber konkurrence, så alle har lige ret til at komme på kobbernettet. Det ærgrer os, at de mange milliarder, der investeres i teleinfrastruktur, bliver brugt til at lave lukkede net, for det betyder, at ressourcerne ikke bruges optimalt, siger Niels Zibrandtsen, der er adm. direktør for GlobalConnect til Berlingkse Business.
De fire udbydere mener dog, der er mange positive ting i bredbåndsudspillet, men de mener, de positive ting især er på det mobile område med fokus på bedre muligheder for opsætning af master til mobilt bredbånd og telefoni.
De fire udbydere har tænkt sig at komme med et konkret forslag til, hvad der skal gøres efter påske.
TDC: Ikke vores ansvar
Hos TDC vil man dog ikke tage ansvar for de problemer, der måtte være. Det skriver Computerworld.
– Vores net er åbent, og de gældende vilkår og priser er fastsat af styrelsen, som vi har fuld tillid til, siger Povl Damstedt Rasmussen, kommunikationsrådgiver for TDC Erhverv til Computerworld.
Konkurrencestyrelsen står således for reglerne og vilkårene for at leje sig ind på TDC’s net, og derfor mener TDC ikke, man har ansvar for prisfastsættelsen.
– Så vidt jeg kan forstå, er det en kritik af prissætningen, og det er jo altså ikke en pris, vi selv sætter. Det er styrelsen, og det har vi fuld tillid til bliver håndteret fornuftigt, siger Povl Damstedt Rasmussen til Computerworld.
Læs mere om emnet
Læs om regeringens bredbåndsudspil her på siden