Fullrate og M1 klar til fusion

Hvis du er kunde ved M1 vil du fra årsskiftet fremover skulle kalde dit nye mobilselskab for Fullrate. Også for de nuværende Fullrate kunder vil man formentlig komme til at opleve forandringer i løbet af 2013.

Som sådan er det en fusion mellem de to selskaber, men selskabet bliver altså drevet videre med Fullrate som navn. Selskabet får dog nyt logo, der erstatter det tidligere grønne logo, som Fullrate har haft de seneste år.

I stedet er logoet fremover gult.

– Gul er i Danmark ensbetydende med en ordentlig pris for et ordentligt produkt. Og det er lige præcis det, vi leverer indenfor alle teleydelser til danskerne i det nye Fullrate, siger markedsdirektør Christian Rau i en pressemeddelelse.

Abonnementer kan ændre sig

I udgangspunktet fortsætter du som tidligere Fullrate kunde i dit nuværende abonnement, men da både Fullrate og M1 hidtil har tilbudt mobilt bredbånd og mobiltelefoni, er det logisk at en del af pakkerne vil udgå.

Fullrate har oprettet en underside, der giver svar på de vigtigste spørgsmål, som både nuværende og kommende kunder kan have til fusionen. På siden står følgende om betydningen for dit abonnement:

“Som udgangspunkt, fortsætter du med de produkter du har i dag. For at sikre enkelthed og gennemsigtighed i vores produktsortiment, kan det på sigt blive nødvendigt at tilrette produkterne, såfremt der viser sig at være overlap mellem nogle af de to selskabers produktsortimenter. I så fald, vil berørte kunder blive orienteret direkte, og få tilbudt et matchende produkt.”

Kunderne kan dog fortsætte med de eksisterende sim-kort. Den kommende fusion betyder, at Fullrate vil have omkring 300.000 kunder.

Sammenlign priser fra 20 internetudbydere

Gå til prissammenligning